RF19

Tirsdag 2. juli

Ankom tidligt til Camp Jernbanegade – allerede kl. 15, og var den første til at hænge ud med Jevse og Julie, som ikke var taget hjem til Cita endnu. Der kom lidt flere nogle timer senere og hele crewet var efterhånden samlet, bortset fra Mikael, Jeppe og Ditte, der blev derhjemme med børnene.

Onsdag 3. juli

Stod op ved 11-tiden og fik ordnet skægget og derpå håret med lidt hjælp fra Brian, der er meget god til trimninger.

Tid til warm-up. Jesper lavede morgenmad med bønner, pølser, bacon og æg og så kørte det eller bare videre derfra.

Ville gerne derud fra starten og se…

Baby In Vain med Corpus 17.30, Gloria

lave ballet til punkmusik, men vi kom for sent. Allerede 17.20 var der fyldt op på Gloria, så man ikke kunne komme ind. I stedet gik jeg sammen med Lau og Sarah over til Food Court og fik en laksesalat med edamame bønner inden vi så…

Tears for Fears 18.00, Arena

der spillede en gedigen koncert.

Forsangeren synger stadig godt og der var god stemning. Se videoen af sidste nummer, Shout, her: https://youtu.be/XnWY41GbLbA

Derefter cruisede jeg vist med Mikael og Lau over at se…

JPEGmafia 19.00, Apollo

Virkelig noget musik og performance jeg ikke forstår det fede i, men det var ret sjovt at se hvor nedbarberet et show kan være, når JPEGmafia står alene på scenen, selv trykker play på sin laptop og derefter løber rundt og hyper alle, og når tracket er slut, løber han selv hen og trykker stop eller på en effektknap. Virkelig budget-setup, men fint klaret. Dog er musikken noget skod. Så blev det tid til…

Bob Dylan 20.00, Orange

og jeg fik mødt Marie og Peder på en eller anden måde, og vi fik adgang til venstre pit, hvor vi hørte hele koncerten.

Det var ret kedeligt. Virkelig ingen gode versioner af sine kendte numre og bare jævnt kedeligt fra start til slut. Bagefter røg vi med Lau og Sarah over til…

Sheck Wes 22.00, Apollo

der ligesom JPEGmafia er en rapper, der bruger sin laptop som backbeat. Han havde dog en hypeman med og en til at starte og stoppe musikken for sig.

Så var det tid til Roskildes hovedattraktion…

Cardi B. 23.15, Orange

Hun startede 10-15 minutter for sent, så hendes hypeman måtte starte med et lille DJ set som intro og hype crowden til hun dukkede op.

Foto: Lasse Lagoni

Hun spillede iflg. Setlist.fm 22 numre, men eftersom hun cuttede dem lige efter omkvædet hver gang, så varede hele koncerten inkl. hypemanintroen kun 50 minutter. Det var virkelig dårlig musik, men hun kunne dog sit sceneshow. På den måde var det rart, at koncerten ikke varede længere, men Roskilde burde virkelig have fået rabat på denne koncert, når den ikke varede længere. Den korte koncert betød, at jeg kunne smutte over til…

Christine and The Queens 00.30, Arena

med de andre. Det var en smuk koncert med en meget indlevende forsanger, både dansede og sang rigtig godt. Musikken er bare ikke så fed. Jeg lagde mig efter en halv time ude på græsset foran teltet og lyttede, da jeg havde ondt i ryggen af at stå op. Efter koncerten lukkede vi af og tog hjemad. De andre kunne dog ikke finde mig, så jeg smuttede afsted alene og forbi McD på vejen.

Torsdag 4. juli

Vågnede ved 11.30-tiden med onde tømmermænd men ville gerne ud at se Barselona allerede kl. 13. Det var let regnvejr og lidt køligt, så ikke udsigt til en super fed dag. På med regnslaget og afsted, ud at mødes med Bay og Jannie til…

Barselona 13.00, Avalon

Der var et fyldt telt derude, og det var svært at mase sig ind under teltdugen i tørvejr, men det gik lige efter 20 minutters tid. En rigtig fin koncert, hvor de var ret imponerede over fremmødet og hvor mange der kunne synge med. Meget god koncert, og strømmen gik så på scenen til sidst i slutningen af afslutningsnummeret “Bankende hjerter”. Efter den var slut, var det bare at smutte over til…

Søren Huss 14.00, Arena

spille sig igennem et fint set, der var ligeså afdæmpet, som det plejer – lige bortset fra Nik & Jay var inviteret med på scenen til ‘Af sti af sted’, der fik et urban touch. Og så fik han også sagt, at han var træt af at være set på som en ung mand – han var en voksen, og ville ikke være ung længere.

Foto: Andreas Holm

Mikael og Jannie kedede sig lidt, så vi gik over til Beerbarn og fik en øl til de sidste numre ‘De sorte tal’, ‘Romantikerens kile’, ‘Ingen appel’ og ‘Opvasken’. Derpå var det slut. Ikke nogen ekstranumre. Det er ligesom Roskilde i 2019 har bedt artisterne om at slutte præcis efter en time på alle andre scener end Orange, for rigtig mange spillede ikke ekstranumre i år. Efter Søren Huss svingede pendulet tilbage til…

Sharon Van Etten 15.00, Avalon

og regnvejret. Der satte vi os uden for teltet og lyttede til Sharon Van Etten, der spillede en god koncert.

Var ret trætte og uden lyst til at feste, så efter den koncert besluttede vi at trække stikket, tage forbi Eget Bo, slappe af, spise nuggets og drikke et par øl mens vi så Dybvaaad! på Zulu. Kl. 18.45 bevægede vi os tilbage til festen (stadig i regnvejr) for at se…

Empire of the Sun 19.00, Orange

Vi kom lige til deres største hit, så der var god fest lige i de 3 minutter, hvor vi mødtes med Lau og Sarah ved pælen.

Empire of the Sun (in the rain)

Det meste af koncerten var dog ret dårlig, mest fordi deres sange er ret ringe, men de har da nogle fine kostumer og der er sikkert en baghistorie til deres band, der handler om rumskibe og uopdagede verdener. Til sidst spille de dog de andre to hits, og så var vi glade igen.

Regnen ville ikke stoppe, men nu skulle vi til Arena og høre…

Robert Plant 21.00, Arena

en koncert der kunne være kedelig som Bob Dylans eller god som et gendannet Led Zeppelin. Vi stod ved handiscenen og hørte hele koncerten. Den var supergod. Plant kunne synge helt vildt og så spillede bandet vildt godt og der var en god blanding mellem Led Zeps sange og hans (lidt kedeligere) solomateriale, så jeg var meget positiv efter koncerten.

Herefter var det bare ventetid frem til Spleen United kl. 02, så jeg gik (i regnvejret) forbi

Crack Cloud 22.30, Gloria

som jeg ærligt ikke kan huske noget af, men jeg tog et billede

og så videre over til…

Jon Hopkins 23.30, Avalon

med Mikael og Jannie og mødte en pige (Julie), som gerne ville give en kande drinks, mens vi hørte lidt af Jon Hopkins, som var udmærket clubbing. Ved 24-tiden gik Mikael hjem og Jannie og jeg fortsatte over til…

Speaker Bite Me 00.00, Pavilion

for at prøve at holde stemningen oppe. Det gik ikke så godt, for Speaker var lidt for stenede med deres musik, og vi drak ikke nok. Vi gik inden koncerten sluttede, tog et par minutters stop ved Travis Scott, der holdt en pyromanfest med en masse autotune – muligvis en endnu værre koncert en Cardi B. dagen før, så vi gik direkte videre til…

Spleen United 02.00

hvor vi mødtes med Jesper og Brian og så den første halve time, indtil jeg fulgtes med Jannie ind mod Roskilde. Jeg havde simpelthen for ondt i ryggen til at nyde koncerten, så det duede ikke rigtig mere.

På vej hjem smuttede vi lige kort ind forbi…

Amyl & The Sniffers 02.30, Gloria

Som faktisk var ret fede, hvis ellers jeg ikke havde ondt i ryggen og var megatræt, så jeg sad ned i 10 minutter inden vi gjorde alvor af det og smuttede.

Amyl & The Sniffers

Fredag 5. juli

Det er blevet svenskerdag igen og i dag viste vejret sig fra sin bedste side. 18-20 grader og højt solskin, så det blev til et par ture i poolen, mens vi drak diverse drinks med mango/vodka, champagnebrus, hjemmebryg og burkøl. Det var så hyggeligt, at vi blev hængende i haven frem til…

Bring Me The Horizon 16.00, Orange

Det var faktisk rimeligt fedt, selvom det var emo. Der blev hevet en publikum op på scenen, som skulle synge en hel sang, og det kørte faktisk ret godt for ham. Bagefter cruisede vi over til Avalon og stenede til

Spritualized 17.00, Avalon

Rimelig kedelig musik både på plade og live, men folk var i godt humør, så det kørte ok for os. Da det var slut var vi dog ved at lande og måtte over og finde noget mad inden

Vampire Weekend 19.30, Orange

Rigtig sommermusik, og en meget ung forsanger. Det var dog heller ikke rigtig fedt og det kunne i hvert fald ikke fylde Orange ud på nogen måde, men vejret var godt og stemningen var god.

Johnny Marr 21.00, Arena

Den gode gamle swinger kunne godt holde fest for det fyldte Arena telt. Han vekslede mellem at spille Smiths og solomateriale, og det fungerede. Han gav endda et cover af I Feel You, hvor Lau var oppe og hoppe, så sidemændene måtte sige noget til ham. Han sluttede af med There’s A Light That Never Goes Out og på den måde endte den koncert på en high note. I mellemtiden var et andet gammelt band gået på…

Wu-Tang Clan 22.00, Orange

Jeg mødtes med Marie og Hans ved pælen og hørte en del af koncerten med dem og Bay + Lau og co. Jævn kedelig koncert, hvor rapperne bare kørte i tomgang og spillede hele deres 36 Chambers, men uden Raekwon og Method Man – det havde dog ikke gjort nogen forskel på om de var med eller ej. Jeg gik vist i hvert fald før tid, hvorhen og med hvem kan jeg ikke huske, men jeg endte i hvert fald med Jannie, Mikael (muligvis Jesper og Lau også) ovre til…

Underworld 23.30, Arena

De gav en rendyrket techno koncert med (vistnok) deres største hits. Jeg kendte kun et enkelt, men det var en god boble at hoppe rundt i, og de kørte et fint set af der afsluttedes med ‘shouting lager, lager, lager’ og Jannie der efter koncerten lige måtte high-five Carsten Holm, der stod bag os.

Foto: Lasse Lagoni

Robyn 01.00, Orange

Nåede vi også over til. Vi var med næsten fra starten og hun havde flotte dansere med og spillede hits, men på et tidspunkt gik det lidt i stå, da en solodanser lige fik (hvad der føltes som) 15 minutter for sig selv på scenen til noget ballet. Det fik lige kedsomheden til at overtage, og vi cyklede hjemad ved en 2-tiden – men man skulle nok have blevet til Dancing On My Own i hvert fald – det giver helt kuldegysninger at se den på video.

Lørdag 6. juli

Her på sidstedagen var vi ret trætte og det var meget svært at få pustet liv i flokken, endsige mig selv. Derudover var det et massivt regnvejr fra jeg vågnede ved 11-tiden og helt frem til kl. 17-18 stykker. Derfor blev vi siddende ude i haven under halvtaget, hørte musik og drak nogle kolde dåseøl, som ikke blev varme af den simple grund at det var pissekoldt. Jannie og Mikael kom ikke forbi, men tog ud og hørte Catfish & The Bottlemen 14.30. Det gad jeg ikke, så ville hellere stene og hygge frem til ved 18-tiden, hvor jeg smuttede ud og mødtes med Niels fra SBi. Han gav en guldøl ved Arena og så kunne vi ellers smutte ind i teltet og mødes med Sune og Nette ved handiscenen og høre…

Noel Gallagher’s High Flying Birds 19.00, Arena

Der var ikke megaproppet inde under teltet, så det var ret let efter en lille halv time at rykke ind i midten og se koncerten derfra. Han er nok ikke så hot mere den gode Noel, men Niels og jeg havde en god fest sammen med Sune og Nette, der sneg sig med derindad. Mikael var imens ovre og høre Phil Anselmo og Janelle Monae gav den gas på Orange samtidig. Efter koncerten fik jeg endelig mødtes med Pia også, så jeg gik med Niels og Pia over til flæskestegsbussen og fik en sandwich og en kande øl og bare siddet og chillet lidt. Det var faktisk meget fedt, og noget jeg synes jeg havde gjort for lidt på festivalen i år. Husk det – mere tid til at chille mellem koncerterne, hvis der ikke er noget at høre. Der var ikke meget musisk at lave i dag, så vi chillede frem til lidt i 22, hvor Pia og jeg smuttede over til venstre pit og stillede os i kø til frontpittet. Der mødte jeg Ewa fra SBi – rigtig hyggeligt. Vejret var lidt køligt, men eftersom det ikke regnede gik det an, men jeg vil tro det blev ned til cirka 10 grader om natten efter festivalens hovednavn…

The Cure 23.00, Orange

De indledte med Shake Dog Shake og resten af setlisten kan ses her. Det var en superfed koncert – nok den bedste Cure koncert, jeg har set. En rigtig god balanceret setliste med gammelt, nyere, pop, obskurt, rocket og tårer. Robert Smith var i super humør og var nærmest glad. Rigtig god afslutning på en ellers musikfattig festival.

Best of 2018 i musikalbums og sange

Bedste albums 2018

  1. Death Cab for Cutie: Thank You For Today
  2. Peter Sommer: Elskede at Drømme, Drømmer om at Elske
  3. Beach house: 7
  4. Cat Power: Wanderer
  5. Tina Dickow: Fastland
  6. Kurt Vile: Bottle It In
  7. Greta Van Fleet: Anthem of the Peaceful Army
  8. Interpol: Marauder
  9. Courtney Barnett: Tell Me How You Really Feel
  10. Dør nr. 13: Verden i Flammer

Boblere

  • First Aid Kit: Ruins
  • Parquet Courts: Wide Awake!
  • Arctic Monkeys: Tranquility Base Hotel & Casino
  • Low: Double Negative
  • Iceage: Beyondless

Mest lyttede albums

Mest lyttede kunstnere

Mest lyttede tracks

RF18

Onsdag 4. juli

Dette år gad jeg ikke at klippe mig selv, da jeg var blevet det for et par uger siden. Derfor besluttede jeg at afblege det i stedet. Det gik som det gik, og det så meget fjollet ud. Desværre passede det ikke med mit Hetfield-skæg, så jeg røg allerede dagen efter over i en almindelig skovsnegl.

 

Kakkmaddafakka – Avalon 17.30

Sammen med Lau og Sarah så jeg dette fantastisk energiske band, der mest af alt mindede om en gruppe gymnasieelever der gav den gas. En utroligt smittende energi, fællessang og bare god stemning. Nok et af årets bedste oplevelser.

Se Kakkmaddafakka på Avalon på åbningsdagen

St. Vincent – Arena 20.30

Med Lau og Sarah. Virkelig flot koreograferet koncert med stærkt udtryk. Men lidt for meget pop.

Eminem – Orange 22.30

Ved pælen med alle folk. Så fik man da set ham. Mange hits og kvindelig gæstesanger tog både Rihannas, Didos og de andres stykker, når der var brug
for det. Men altså… Det er ikke lige mig.

Til Eminem

Nine Inch Nails – Arena 00.30

Klokken var 00.30 og Mikael og jeg er ved at være gamle. Han faldt i hvert fald i søvn stående allerede 10 minutter ind i koncerten. Jeg er heller ikke så vild med NIN, men det så meget ud som om han lever sig ind i sangene. Lidende og alene badet i et håndholdt spotlight fra scenen så man han synge sig igennem en håndfuld sange inden vi gik hjemad.

Torsdag 5. juli

Svenskerdag – men det er efterhånden meget lig de andre dage – altså bortset fra at tømmermændene dagen efter er ekstra onde. Vi drak gode øl, Bloody Marys og dårlige øl inden vi smuttede ud på pladsen.

Nåede ikke hverken Turbolens eller Black Star, men fik da overtalt folk til at komme med ud til

First Aid Kit – Orange 16.00

Jeg kan ikke huske hvem jeg så koncerten med – bortset fra hele trioen Baby In Vain, der også havde fået en plads i bageste pit til venstre for scenen. Jeg tror ikke de var imponerede over mit outfit, men jeg var heller ikke alt for rock n’ roll den dag :-).

Derefter gik jeg vist lidt rundt med Mikael inden jeg hoppede i forreste pit med armbånd til

Interpol – Orange 19.00

Ærgerligt at ingen andre elsker Interpol, for jeg var i hvert fald alene oppe foran til koncerten. Mener de andre gik over og så Nelson Can, da jeg gik ind foran, som jeg så desværre gik glip af. Interpol spillede ikke deres bedste koncert, men mørk musik, højt solskin og en for stor scene har ikke gjort forholdene bedre for dem, og så lyder deres nye sang ‘Rover’ ikke særlig god. Anyway, det var et af de to bands jeg bare måtte se i år, så jeg så dem, sang med og så spillede de ‘Rest My Chemistry’. Yeah!

Jeg er endda med på optagelsen af The Rover. Ved 47 sekunder kaster jeg en plastickop med vand ind til vagterne foran Orange (ikke på Interpol). The Rover med Interpol på Roskilde

Bagefter skulle jeg nok have gået over til Stone Sour med nogle andre, men jeg tror jeg bare hang ud og drak nogle fadøl, fik lidt at spise og endte foran pælen til næste act sammen med de andre. Mener at Jeppe, Jesper og nogle andre var til Stone Sour.

Bruno Mars – Orange 22.00

Jeg har nok drukket lidt mere end jeg troede, for jeg kan ikke huske meget af koncerten. Det, der står tilbage er ‘spillede han Grenade eller ej?’ og en følelse af, at koncerten var bedre end Eminem dagen før.

Oh Sees – Pavilion 00.00

Jesper og jeg gik over til Oh Sees – muligvis flere – og jeg husker det som om det faktisk var meget fed rock, men heller ikke her kan jeg huske nogle detaljer. Damn.

Nephew – Orange 01.00

Jeg endte bare med at cruise forbi Nephew og bekræftede mig selv i at det ikke var noget jeg gad at høre. Deres hits har ikke holdt tidens tand og det nye er ret kedeligt. Jeg smuttede derfor hjem og det mener jeg også de andre gjorde. Jeg kunne have set My Bloody Valentine, men tror ikke jeg orkede efter alt for mange øl.

Fredag 6. juli

Det var lidt dagen derpå. Lidt mere ondt end normalt og behov for panodiler asap. Droppede Dead Cross kl. 15, som eller skulle have været en kvik-op koncert, men ville hellere stene i Jespers have.

Endte med at smutte op mod pladsen ved 16-tiden og direkte over mod Beer Barn og høre

Benal – Arena 16.00

Dem der synes Benal er fede havde en god koncert. Jeg synes de var fede i starten, men de er blevet mere poppede og jeg er ikke en hund efter fede tekster, så det prellede lidt af på mig. Stod i stedet i Beer Barn og forsøgte at holde mig i skyggen og drikke en Copenhagen NEIPA fra Jacobsen. Ikke dårlig.

Hvad – Gloria 18.00

På vejen over til noget at spise smuttede Mikael, Jannie og jeg ind på Gloria og så 15 minutter af et eksperimenterende rave med billeder af holocaust eller noget i den stil. Det bliver man lidt træt af, så vi drak flere øl.

Fleet Foxes – Arena 19.00

Der var en opsplitning mellem dem, der gerne ville høre Minds of 99 og dem der ville høre FF, og jeg var klart på FF-holdet. Det var dog en lidt for laid-back skovhugger-folk-koncert med for meget folk og for lidt skovhugger. De spillede dog ‘Mykonos’ som er et uforligneligt nummer og ‘Fool’s Errand’ fra den seneste plade. De kunne nok trænge til at bryde en smule med deres stil, der mest af alt virker som en pladerille, der bare bliver dybere og dybere for dem og sværere at komme ud af.

Nick Cave & The Bad Seeds – Orange 22.00

Herefter var der lidt tid til spisning (sikkert) og ølhentning inden årets hovednavn skulle gå på. Jeg mødte Pia ovre ved Beer Barn tidligere på dagen og så koncerten med hende og de andre sædvanlige fæller ved pælen, men vi besluttede os for at gå tættere på, da der var ret store huller i crowden.

I dag er jeg stadig ærgerlig over jeg ikke fik armbånd til pitten sammen med nogle andre, for det ville virkelig have været fedt at være inde foran. Han er god til at underholde de allerforreste og med hans setliste er det svært at hive folk med der står mere end 50 meter væk. Det skulle jeg have gjort. Virkelig. Men han spillede en god koncert. Jeg havde bare set det samme tilbage i oktober på Royal Arena, så det…

David Byrne – Arena 00.00

Så var det jo at vælge mellem David Byrne og Four Tet men med mine venner er der ikke så meget valg. Ingen elsker ambient electro. Byrne havde valgt at have sit orkester helt mobilt på scenen, så alle kunne bevæge sig frit med deres instrumenter – selv trommeslageren, der havde to trommer han gik rundt med. Det var ret sjovt at se.

Massive Attack – Orange 01.00

Jeg mener vi sad nogle stykker ned til denne koncert. Eller jeg sad ned og stenede ved pælen mens Pia, Mikael, Jannie og sikkert nogle andre stod op. Jeg husker tydeligt den meget tunge bas, der gik lige i kroppen, men det stenede, slæbende beat var ikke helt det, jeg havde brug for på det tidspunkt, så jeg mener vi gik efter 4-5 numre.

Baby In Vain – Pavilion 02.15

Over til Babyernes telt og ventede på de kom. Desværre er deres nyeste album en blandet støjpunk fornøjelse og det er ikke på den gode måde. Mikael og Jannie var med derovre men endte med at gå efter et par numre. Pia holdt ud hele koncerten, der var fin, men med lidt problemer under ‘For Whom The Bell Tools’ med guitaren. De spillede dog videre og var i det hele taget gode. De manglede at spille Corny#1, der er deres bedste. Herefter var det bare hjem i seng.

Kort film med Baby In Vain RF 2018

Lørdag 7. juli

Så er vi tilbage på sadlen, til sidste dag. Kunne mærke at Mikael ikke var i Roskildehumør så meget mere, så det blev mig alene der gik over til Jesper hvorefter Jannie dukkede op og vi drak Bloody Marys igen. Jeg gik glip af det første, jeg gerne ville have set, Albert Hammond Jr., men det gjorde ikke så meget.

I stedet gik vi op til

C.V. Jørgensen – Arena 16.30

Der åbenbart havde samlet 30.000 mennesker foran Arena. Det var aaaaalt for mange, så vi gik i Beer Barn igen og hørte det derfra. Det var stille og roligt og meget tilbagelænet. Ikke noget med det ganske lille band, Louie eller Costa Del Sol. Boring…

Peter Sommer – Orange 18.00

Oppe foran Orange var samlet en del mennesker, men stadig meget rum mellem folk. Sommers sange fra den nye plade var virkelig gode og han holdt sig meget til de rockede af dem, som han har lavet i samarbejde med Tiggerne, og holdt sig så fra dem han havde lavet med andre. Det var en ret god koncert lige indtil Mikael, Jannie og jeg gik ned til VETO omkring kl. 19, hvorefter Sommer blev meget stenet med ‘Sang til Bo’.

VETO – Arena 19.00

Stenet var også det rette ord for VETO, der har mistet meget af den pondus og nerve der gjorde dem fantastiske i midt-nullerne og frem til efter udgivelsen af Crushing Digits. De gamle numre elsker de ikke mere og de nye swinger ikke rigtig live. Og det er så ikke helt korrekt. ‘A Pit’ fungerer godt og det samme gør ’16 Colors’. Desuden spillede de ‘Cannibal’ som jo er et af deres fedeste numre. Men de ar bare ikke rigtig relevante mere. Rocken er jo død for tiden.

Dua Lipa – Orange 20.00

Så vi svingede lige forbi for at se giraffen fra UK. Hun er smuk og energisk, men hvad fanden laver hun på Roskilde…?

Scour – Pavilion 20.15

Mikael hev mig i stedet hen sammen med Jannie og Jesper og så Phil Anselmo i forgrunden for Scour. Vi nåede lige de sidste 4 numre, hvoraf to var Panteranumre. Jeg kendte dem ikke, men metal passede fint ovenpå Dua Lipa.

Sigrid – Avalon 21.30

Så Bayerne og jeg gik så over til Sigrid, der var Jannies påfund. En norsk sangfugl i stil med MØ, bare uden DJs. Det var en fest og meget opløftende. I det hele taget var lørdag en ret god dag på festivalen. Da hun var færdig var vi det næsten også. Det var kun aftenens hovedafslutter vi manglede og åbenbart er Gorillaz kæmpestore. Not.

Gorillaz – Orange 23.00

Det var da meget fedt, men altså ikke sådan rigtig en vinder, synes jeg. Og så endte det hele jo med at Del The Funky Homosapian styrtede ud over scenekanten. Enten fordi han havde både solbriller og hoodieen nede i ansigten, eller også fordi han havde røget sig helt skæv. Det sluttde i hvert fald brat med at Damon Albarn måtte sige tak for i aften lige efter ‘Clint Eastwood’ var blevet afbrudt.

Jeg ville gerne have set Slydigs – Pavilion 00.15, men hørte kun 1 minut, tog mig sammen, tog hjem og pakkede mine ting og tog toget hjem omkring 02.15, så jeg kunne tage tømmermændene i Hvidovre om søndagen.

Alt i alt er RF den fedeste festival, men musikken har flyttet sig fra mig og jeg får ikke længere – i hvert fald ikke i år – nogen kuldegysende superoplevelse. Det bedste ender nok med Kakkmaddafakka, Nick Cave og… ja det var det.

Men jeg kommer igen til næste år, hvor der forhåbentlig er bedre navne. (Det siger man jo hvert år).

Musikåret 2017

Her er hvad jeg hørte på last.fm i løbet af 2017. Jeg er skiftet over til Spotify fra YouSee Play, men scrobbler mest fra arbejdet, så det jeg hører i Spotify appen eller derhjemme kiommer sædvanligvis ikke med i optællingen. Her er top 24 dog, hvor QOTSA spillede den største rolle og Smashing Pumpkins fik et comeback i min bog. Link til listen online.