Lommefilosoffen Mark Manson

Mark Manson er en lommefilosof, som jeg har fulgt i op imod 10 år. En gang i mellem spytter han nogle ting ud, som er ret interessante at tænke på, og i hans nyhedsbrev Mindfuck Monday i mandags skrev han følgende, som jeg syntes, jeg blev nødt til at gemme et eller andet sted. Det blev så her:

The new polarization of fact and fiction

In 1789, at the onset of the French Revolution, the National Constituent Assembly was called where leaders from all across France would meet with King Louis XVI to determine the fate of the country.

As the assemblymen streamed in, the monarchists who supported the king congregated on the right side of the chamber, where the nobility had traditionally sat in previous eras, to signal their loyalty to the king. Those who desired revolution, wanting to separate themselves as much as possible and make their dissent known, all sat on the left side of the chamber. The two sides soon began referring to each other simply as “the right” and “the left.”

The names stuck.

It’s shifted over the centuries, but typically people “on the right” value structure, order, and tradition, while people “on the left” value equality, personal expression, and change. Most people see this political spectrum as linear and one-dimensional — you’re either on one side or the other (e.g., “you’re with us or against us.”)

But there is a lesser-known “horseshoe theory” in political science, where the political spectrum actually curves so that the extreme-right and extreme-left end up closer to each other than they do to moderates or centrists in the middle.

The argument goes that the extremes of each side of the political spectrum generally support more authoritarian states if it means accomplishing their goals. They are both willing to suppress civil liberties, especially of their enemies. They’re both likely to see the world in stark (and often similar) us/them dichotomies. And historically, the extreme right and left have found themselves cooperating for short periods of time to overthrow the status quo.

In the 1970s, the psychologist Hans Eysenck proposed a similar theory that the political spectrum is not uni-dimensional, but rather two dimensional. People exist on the typical right vs left spectrum, but also an authoritarian vs libertarian spectrum. (You can take a version of this test online to see where you are.)

Historically, the difference between extremism and centrism has been people’s openness to compromise. Radical Bob and Moderate Jane would both watch the same news channel and get the same information, but Radical Bob refuses to consider other viewpoints whereas Moderate Jane understands that she is biased by her own interests and other people have legitimate views as well.

But today, something else is going on, this second polarity seems to have shifted…

I attended a talk (on Zoom) a few months ago given by a former official from the US State Department and he said something that kind of blew my mind and I haven’t been able to stop thinking about since:

“The strategic challenge for every nation in the 21st century is the ability of its people to determine fact from fiction.”

He went on to explain that much of the “cold war” style tactics used by the US, Russia, China, and others, is not about overt displays of military power. It’s more about introducing information that disrupts the cultural status quo in each others’ societies. This is done to generate internal instability and political parties within each country have begun to do this as a means for power as well.

As a result, I think the 21st-century version of the horseshoe theory could become slightly different from previous eras. Whereas in generations past, the difference between extremists and moderates was the willingness to compromise, today there is a new polarization between those who doggedly pursue facts over fiction regardless of the political implications of those facts and those who only adhere to narratives that fit their political interests, regardless of whether they are true or not.

To put it another way, in the 20th century, Radical Bob and Moderate Jane were exposed to the same information—they watched the same news channels, read the same articles, and believed the same facts. Radical Bob was simply unwilling to compromise on his interpretation of the facts whereas Moderate Jane was.

Today, Radical Bob and Moderate Jane don’t even consume the same information. Radical Bob has limited himself to a steady diet of narratives that reinforce his prior convictions and bolster his political aims. Moderate Jane spends most of her time wading through piles of bullshit to hopefully find something that seems reliable and true.

Each exists in their own world, oblivious to the narratives that define the others’ world. Compromise becomes impossible not just because of Radical Bob’s entrenchment, but because there is no common ground on which to disagree on in the first place.

3. Thresholds of certainty – If I had to nominate one historical figure who would absolutely dominate Twitter, it would be Nietzsche. In researching the philosophy article, I got to revisit a lot of his work and it’s always a joy. That dude could pack more meaning into fewer words than almost anyone else I’ve ever come across. For example, check this one out:

“It is not doubt but certainty that drives you mad.”

Goddamn. You could just sit and let that one marinate in your head for hours.

Anyway, given the article and email and crazy times we live in, I have been doing a lot of thinking about doubt and certainty and truth the past week.

We traditionally see truth as a binary thing. Either it is or it isn’t. True or false.

But given the flood of epistemic uncertainty introduced by the information age, I think that maybe we should think about truth in terms of thresholds of certainty. It’s like a spectrum of how likely a thing is to be true and the further an idea gets up the spectrum the more committed you become to it. The further it slides down the spectrum, the more willing you are to let go and allow it to be wrong.

For example, my little theory about politics above, I’d file that under “theoretically plausible” — it’s a fun thing to think about and loosely reflects reality but you probably wouldn’t want to bet your life on it.

Other ideas that have a lot of research behind them but remain theories, you’d move them up to “probably true,” and things that have been around for generations and have a lot of rock-solid evidence, you’d categorize as, “almost certainly true.”

Then, at the tippy top of the spectrum, you get stuff like gravity and the laws of thermodynamics, the fact that your mom fucked your dad at some point, and all the other stuff that it’s inconceivable as to how they could not be true.

Generally, we’re good at moving up the scale of certainty, we’re good at taking something we think might be true and then accepting that it’s probably true.

But we’re really bad at coming down the scale of certainty. We suck at taking things that we’re sure are true and admitting that they might not be. In fact, we often do the opposite: we double down on them as if to prove to ourselves we were right all along. And that’s when the trouble starts.

Nietzsche is right that it’s not flexibility of thought but rigidity of thought that causes irrationality and stupidity. Therefore, changing your mind should be something admirable, not embarrassing. It should be seen as a success and not a failure. It should be celebrated, not ridiculed.

This is something I’d like to institute into the newsletter at some point soon: once or twice a year, I share things that I’ve recently changed my mind about, and why. Maybe I’ll crowdsource things that you guys have changed your minds about and share those as well.

Then we’ll all drink some cheap tequila and eat birthday cake and celebrate the necessary-yet-impossible pursuit of truth. It’ll be fun.

Until next week,

Ølruten, v 2.0 – Nørrebro

I juni 2019 var Christian og jeg på en pubcrawl rundt i indre by. På fredag 6. marts gør vi det igen, men denne gang starter vi på Guldkroen og tager et smut forbi Nørrebronx.

Her er den ambitiøse rute, som vi absolut ikke når igennem:


Tirsdag 2. juli

Ankom tidligt til Camp Jernbanegade – allerede kl. 15, og var den første til at hænge ud med Jevse og Julie, som ikke var taget hjem til Cita endnu. Der kom lidt flere nogle timer senere og hele crewet var efterhånden samlet, bortset fra Mikael, Jeppe og Ditte, der blev derhjemme med børnene.

Onsdag 3. juli

Stod op ved 11-tiden og fik ordnet skægget og derpå håret med lidt hjælp fra Brian, der er meget god til trimninger.

Tid til warm-up. Jesper lavede morgenmad med bønner, pølser, bacon og æg og så kørte det eller bare videre derfra.

Ville gerne derud fra starten og se…

Baby In Vain med Corpus 17.30, Gloria

lave ballet til punkmusik, men vi kom for sent. Allerede 17.20 var der fyldt op på Gloria, så man ikke kunne komme ind. I stedet gik jeg sammen med Lau og Sarah over til Food Court og fik en laksesalat med edamame bønner inden vi så…

Tears for Fears 18.00, Arena

der spillede en gedigen koncert.

Forsangeren synger stadig godt og der var god stemning. Se videoen af sidste nummer, Shout, her: https://youtu.be/XnWY41GbLbA

Derefter cruisede jeg vist med Mikael og Lau over at se…

JPEGmafia 19.00, Apollo

Virkelig noget musik og performance jeg ikke forstår det fede i, men det var ret sjovt at se hvor nedbarberet et show kan være, når JPEGmafia står alene på scenen, selv trykker play på sin laptop og derefter løber rundt og hyper alle, og når tracket er slut, løber han selv hen og trykker stop eller på en effektknap. Virkelig budget-setup, men fint klaret. Dog er musikken noget skod. Så blev det tid til…

Bob Dylan 20.00, Orange

og jeg fik mødt Marie og Peder på en eller anden måde, og vi fik adgang til venstre pit, hvor vi hørte hele koncerten.

Det var ret kedeligt. Virkelig ingen gode versioner af sine kendte numre og bare jævnt kedeligt fra start til slut. Bagefter røg vi med Lau og Sarah over til…

Sheck Wes 22.00, Apollo

der ligesom JPEGmafia er en rapper, der bruger sin laptop som backbeat. Han havde dog en hypeman med og en til at starte og stoppe musikken for sig.

Så var det tid til Roskildes hovedattraktion…

Cardi B. 23.15, Orange

Hun startede 10-15 minutter for sent, så hendes hypeman måtte starte med et lille DJ set som intro og hype crowden til hun dukkede op.

Foto: Lasse Lagoni

Hun spillede iflg. Setlist.fm 22 numre, men eftersom hun cuttede dem lige efter omkvædet hver gang, så varede hele koncerten inkl. hypemanintroen kun 50 minutter. Det var virkelig dårlig musik, men hun kunne dog sit sceneshow. På den måde var det rart, at koncerten ikke varede længere, men Roskilde burde virkelig have fået rabat på denne koncert, når den ikke varede længere. Den korte koncert betød, at jeg kunne smutte over til…

Christine and The Queens 00.30, Arena

med de andre. Det var en smuk koncert med en meget indlevende forsanger, både dansede og sang rigtig godt. Musikken er bare ikke så fed. Jeg lagde mig efter en halv time ude på græsset foran teltet og lyttede, da jeg havde ondt i ryggen af at stå op. Efter koncerten lukkede vi af og tog hjemad. De andre kunne dog ikke finde mig, så jeg smuttede afsted alene og forbi McD på vejen.

Torsdag 4. juli

Vågnede ved 11.30-tiden med onde tømmermænd men ville gerne ud at se Barselona allerede kl. 13. Det var let regnvejr og lidt køligt, så ikke udsigt til en super fed dag. På med regnslaget og afsted, ud at mødes med Bay og Jannie til…

Barselona 13.00, Avalon

Der var et fyldt telt derude, og det var svært at mase sig ind under teltdugen i tørvejr, men det gik lige efter 20 minutters tid. En rigtig fin koncert, hvor de var ret imponerede over fremmødet og hvor mange der kunne synge med. Meget god koncert, og strømmen gik så på scenen til sidst i slutningen af afslutningsnummeret “Bankende hjerter”. Efter den var slut, var det bare at smutte over til…

Søren Huss 14.00, Arena

spille sig igennem et fint set, der var ligeså afdæmpet, som det plejer – lige bortset fra Nik & Jay var inviteret med på scenen til ‘Af sti af sted’, der fik et urban touch. Og så fik han også sagt, at han var træt af at være set på som en ung mand – han var en voksen, og ville ikke være ung længere.

Foto: Andreas Holm

Mikael og Jannie kedede sig lidt, så vi gik over til Beerbarn og fik en øl til de sidste numre ‘De sorte tal’, ‘Romantikerens kile’, ‘Ingen appel’ og ‘Opvasken’. Derpå var det slut. Ikke nogen ekstranumre. Det er ligesom Roskilde i 2019 har bedt artisterne om at slutte præcis efter en time på alle andre scener end Orange, for rigtig mange spillede ikke ekstranumre i år. Efter Søren Huss svingede pendulet tilbage til…

Sharon Van Etten 15.00, Avalon

og regnvejret. Der satte vi os uden for teltet og lyttede til Sharon Van Etten, der spillede en god koncert.

Var ret trætte og uden lyst til at feste, så efter den koncert besluttede vi at trække stikket, tage forbi Eget Bo, slappe af, spise nuggets og drikke et par øl mens vi så Dybvaaad! på Zulu. Kl. 18.45 bevægede vi os tilbage til festen (stadig i regnvejr) for at se…

Empire of the Sun 19.00, Orange

Vi kom lige til deres største hit, så der var god fest lige i de 3 minutter, hvor vi mødtes med Lau og Sarah ved pælen.

Empire of the Sun (in the rain)

Det meste af koncerten var dog ret dårlig, mest fordi deres sange er ret ringe, men de har da nogle fine kostumer og der er sikkert en baghistorie til deres band, der handler om rumskibe og uopdagede verdener. Til sidst spille de dog de andre to hits, og så var vi glade igen.

Regnen ville ikke stoppe, men nu skulle vi til Arena og høre…

Robert Plant 21.00, Arena

en koncert der kunne være kedelig som Bob Dylans eller god som et gendannet Led Zeppelin. Vi stod ved handiscenen og hørte hele koncerten. Den var supergod. Plant kunne synge helt vildt og så spillede bandet vildt godt og der var en god blanding mellem Led Zeps sange og hans (lidt kedeligere) solomateriale, så jeg var meget positiv efter koncerten.

Herefter var det bare ventetid frem til Spleen United kl. 02, så jeg gik (i regnvejret) forbi

Crack Cloud 22.30, Gloria

som jeg ærligt ikke kan huske noget af, men jeg tog et billede

og så videre over til…

Jon Hopkins 23.30, Avalon

med Mikael og Jannie og mødte en pige (Julie), som gerne ville give en kande drinks, mens vi hørte lidt af Jon Hopkins, som var udmærket clubbing. Ved 24-tiden gik Mikael hjem og Jannie og jeg fortsatte over til…

Speaker Bite Me 00.00, Pavilion

for at prøve at holde stemningen oppe. Det gik ikke så godt, for Speaker var lidt for stenede med deres musik, og vi drak ikke nok. Vi gik inden koncerten sluttede, tog et par minutters stop ved Travis Scott, der holdt en pyromanfest med en masse autotune – muligvis en endnu værre koncert en Cardi B. dagen før, så vi gik direkte videre til…

Spleen United 02.00

hvor vi mødtes med Jesper og Brian og så den første halve time, indtil jeg fulgtes med Jannie ind mod Roskilde. Jeg havde simpelthen for ondt i ryggen til at nyde koncerten, så det duede ikke rigtig mere.

På vej hjem smuttede vi lige kort ind forbi…

Amyl & The Sniffers 02.30, Gloria

Som faktisk var ret fede, hvis ellers jeg ikke havde ondt i ryggen og var megatræt, så jeg sad ned i 10 minutter inden vi gjorde alvor af det og smuttede.

Amyl & The Sniffers

Fredag 5. juli

Det er blevet svenskerdag igen og i dag viste vejret sig fra sin bedste side. 18-20 grader og højt solskin, så det blev til et par ture i poolen, mens vi drak diverse drinks med mango/vodka, champagnebrus, hjemmebryg og burkøl. Det var så hyggeligt, at vi blev hængende i haven frem til…

Bring Me The Horizon 16.00, Orange

Det var faktisk rimeligt fedt, selvom det var emo. Der blev hevet en publikum op på scenen, som skulle synge en hel sang, og det kørte faktisk ret godt for ham. Bagefter cruisede vi over til Avalon og stenede til

Spritualized 17.00, Avalon

Rimelig kedelig musik både på plade og live, men folk var i godt humør, så det kørte ok for os. Da det var slut var vi dog ved at lande og måtte over og finde noget mad inden

Vampire Weekend 19.30, Orange

Rigtig sommermusik, og en meget ung forsanger. Det var dog heller ikke rigtig fedt og det kunne i hvert fald ikke fylde Orange ud på nogen måde, men vejret var godt og stemningen var god.

Johnny Marr 21.00, Arena

Den gode gamle swinger kunne godt holde fest for det fyldte Arena telt. Han vekslede mellem at spille Smiths og solomateriale, og det fungerede. Han gav endda et cover af I Feel You, hvor Lau var oppe og hoppe, så sidemændene måtte sige noget til ham. Han sluttede af med There’s A Light That Never Goes Out og på den måde endte den koncert på en high note. I mellemtiden var et andet gammelt band gået på…

Wu-Tang Clan 22.00, Orange

Jeg mødtes med Marie og Hans ved pælen og hørte en del af koncerten med dem og Bay + Lau og co. Jævn kedelig koncert, hvor rapperne bare kørte i tomgang og spillede hele deres 36 Chambers, men uden Raekwon og Method Man – det havde dog ikke gjort nogen forskel på om de var med eller ej. Jeg gik vist i hvert fald før tid, hvorhen og med hvem kan jeg ikke huske, men jeg endte i hvert fald med Jannie, Mikael (muligvis Jesper og Lau også) ovre til…

Underworld 23.30, Arena

De gav en rendyrket techno koncert med (vistnok) deres største hits. Jeg kendte kun et enkelt, men det var en god boble at hoppe rundt i, og de kørte et fint set af der afsluttedes med ‘shouting lager, lager, lager’ og Jannie der efter koncerten lige måtte high-five Carsten Holm, der stod bag os.

Foto: Lasse Lagoni

Robyn 01.00, Orange

Nåede vi også over til. Vi var med næsten fra starten og hun havde flotte dansere med og spillede hits, men på et tidspunkt gik det lidt i stå, da en solodanser lige fik (hvad der føltes som) 15 minutter for sig selv på scenen til noget ballet. Det fik lige kedsomheden til at overtage, og vi cyklede hjemad ved en 2-tiden – men man skulle nok have blevet til Dancing On My Own i hvert fald – det giver helt kuldegysninger at se den på video.

Lørdag 6. juli

Her på sidstedagen var vi ret trætte og det var meget svært at få pustet liv i flokken, endsige mig selv. Derudover var det et massivt regnvejr fra jeg vågnede ved 11-tiden og helt frem til kl. 17-18 stykker. Derfor blev vi siddende ude i haven under halvtaget, hørte musik og drak nogle kolde dåseøl, som ikke blev varme af den simple grund at det var pissekoldt. Jannie og Mikael kom ikke forbi, men tog ud og hørte Catfish & The Bottlemen 14.30. Det gad jeg ikke, så ville hellere stene og hygge frem til ved 18-tiden, hvor jeg smuttede ud og mødtes med Niels fra SBi. Han gav en guldøl ved Arena og så kunne vi ellers smutte ind i teltet og mødes med Sune og Nette ved handiscenen og høre…

Noel Gallagher’s High Flying Birds 19.00, Arena

Der var ikke megaproppet inde under teltet, så det var ret let efter en lille halv time at rykke ind i midten og se koncerten derfra. Han er nok ikke så hot mere den gode Noel, men Niels og jeg havde en god fest sammen med Sune og Nette, der sneg sig med derindad. Mikael var imens ovre og høre Phil Anselmo og Janelle Monae gav den gas på Orange samtidig. Efter koncerten fik jeg endelig mødtes med Pia også, så jeg gik med Niels og Pia over til flæskestegsbussen og fik en sandwich og en kande øl og bare siddet og chillet lidt. Det var faktisk meget fedt, og noget jeg synes jeg havde gjort for lidt på festivalen i år. Husk det – mere tid til at chille mellem koncerterne, hvis der ikke er noget at høre. Der var ikke meget musisk at lave i dag, så vi chillede frem til lidt i 22, hvor Pia og jeg smuttede over til venstre pit og stillede os i kø til frontpittet. Der mødte jeg Ewa fra SBi – rigtig hyggeligt. Vejret var lidt køligt, men eftersom det ikke regnede gik det an, men jeg vil tro det blev ned til cirka 10 grader om natten efter festivalens hovednavn…

The Cure 23.00, Orange

De indledte med Shake Dog Shake og resten af setlisten kan ses her. Det var en superfed koncert – nok den bedste Cure koncert, jeg har set. En rigtig god balanceret setliste med gammelt, nyere, pop, obskurt, rocket og tårer. Robert Smith var i super humør og var nærmest glad. Rigtig god afslutning på en ellers musikfattig festival.

Best of 2018 i musikalbums og sange

Bedste albums 2018

  1. Death Cab for Cutie: Thank You For Today
  2. Peter Sommer: Elskede at Drømme, Drømmer om at Elske
  3. Beach house: 7
  4. Cat Power: Wanderer
  5. Tina Dickow: Fastland
  6. Kurt Vile: Bottle It In
  7. Greta Van Fleet: Anthem of the Peaceful Army
  8. Interpol: Marauder
  9. Courtney Barnett: Tell Me How You Really Feel
  10. Dør nr. 13: Verden i Flammer


  • First Aid Kit: Ruins
  • Parquet Courts: Wide Awake!
  • Arctic Monkeys: Tranquility Base Hotel & Casino
  • Low: Double Negative
  • Iceage: Beyondless

Mest lyttede albums

Mest lyttede kunstnere

Mest lyttede tracks