Hør et af dem her:

http://www.smashingpumpkins.com/

http://www.musicradar.com/news/guitars/john-frusciante-has-left-red-hot-chili-peppers-says-source-229551

John Frusciante er smuttet fra RHCP igen. Det er helt vildt ærgeligt. Det band kan bare ikke fungere rigtig godt uden en af de 4 hjørnesten. “One hot minute” var da en meget god plade, men Dave Navarro var ikke den rette mand for RHCP. Den blændende simple og samtidig fænomenalt fængende guitarlyd er det kun John Frusciante, som kan præstere med RHCP og uden den, så ville plader som “Blood Sugar Sex Magik”, “Californication” og “By the Way” ikke lyde så fantastiske, som de gør.

Et tab for et så fantastisk band. Det bliver med meget krumme tæer, jeg hører det nye materiale fra bandet, der efter sigende er undervejs i første halvdel af 2010 :-(.

Franz Beckerlee skulle afsløre 3. pladsen i denne kategori og læste begrundelsen højt. Da mit fotografi tonede frem på væggen blev jeg superglad, så jeg blev kaldt op på scenen, trykkede Beckerlee i hånden og modtog et fint diplom og en knusende god kritik på skrift:

“Her har vi indholdsmæssigt modsætningen til vinderbilledet. Den store pompøse koncertoplevelse med et næsten ekstravagant sceneshow. Dif ejer hele verden her – og han kan lide det! Flot hvordan de øvrige medlemmer i Aqua diskret fremtoner i fotografiet - i baggrunden mellem søjler og røg. Det er et enkelt billede, det har udstråling, og det er smukt.”

Og så vil jeg bare lige bemærke, at i modsætning til de fleste andre fotos til uddelingen er mit fotografi ikke efterbehandlet.
Se billedet og nyheden om det her:

Her er vinderbillederne
Her er nyheden på Gaffa.dk
:-D

Jean-Claude Van Damme har hovedrollen og spiller sig selv som falleret actionskuespiller, der ligger i retssag om forældremyndigheden over sin datter. Under en tur til Belgien, hvor han på det lokale posthus skal have overført penge til sine advokater i USA, finder han ud af, at han er gået fallit og at ramler for ham. Det bliver ikke bedre af, at posthuset bliver overtaget af røvere, der holder ham gidsel sammen med resten af kunderne og derefter overfor politiets negotiator tvinger JCVD til at fremstå som hovedmanden bag kuppet.

Han tvinges til at tage sit liv op til revision under gidseltagningen og det hele ender med, at røverne dør og JCVD sendes i fængel for uretmæssigt at have tiltvunget sig 460.000 dollars som en del af gidselforhandlingerne.

Plottet er ok, og det er sjovt at se JCVD i en meget uvant karakterrolle. Han spiller den godt, og der er også et par sidehistorier, der gør filmen sjov. Såsom, at JCVD ikke får hovedrollen i en ny actionfilm, fordi producerne har valgt Steven Seagal i stedet, idet han indvilger i at klippe sin hestehale af i filmen :-)

Men, men, men. Filmen er sjusket fortalt med sin opbygning af flashbacks, der varer alt for længe efter man har fattet pointerne og der er simpelthen ikke nok kød på historien om gidseldramaet, der varer hovedparten af filmens 93 minutter.

Ergo: filmen er til tider interessant og sjov at se, og den overlever kun fordi den er så skæv i sit valg af JCVD som karakterskuespiller, men det er ikke nok til at holde halvanden time og man ender derfor med at kede sig en smule. Tre stjerner.

Jeg har skrevet fire dages reportager fra Danmarks Smukkeste Festival 2009 for Diskant.dk.
Læs dem her:

Torsdag, Fredag, Lørdag, Søndag

Det var en på alle områder utroligt fed koncert - og så manglede der alligevel lidt.

• Scenen var formidabel - fantastisk med en scene i midten. Det er så let at komme tæt på uden at skulle stå der flere timer før koncertstart og så giver det oplevelse af at være tættere på bandet.
• Lyden var perfekt. Der var skruet godt op for volumeknappen og jeg måtte have propper i konstant - og selv der lød det meget højt :-)
• Det var METALlica, der spillede i aftes. Der var kun One, The Day That Never Comes og Nothing Else Matters, som var egentlig stille numre (og de 2 førstnævnte er kun stille i første halvdel af nummeret). Derfor var headbanging øverst på listen over koncertudskejelserne :-)
• Der manglede altså lige nogle hits - hvad med Creeping Death, Fade to Black, For Whom The Bell Tools, The Unforgiven, Whereever I May Roam, Battery, Damage Inc., Last Caress, Four Horsemen, Whiplash, Sanitarium og alle de andre? Det var lidt surt at 6 af de 18 numre var fra den nye plade, som ikke spiller helt lige så godt som de fleste andre skiver (med undtagelse af Re-Load og Garage Inc.).

Anyway - det gør de sgu godt. Hetfield er en uhyggelig mand helt tæt på og selvom Kirk efterhånden ligner en afdanket alkoholiker så rykker de vildt. Jeg må især tage hatten af for den “nye” mand Robert Trujillo på bassen. Han kan altså spille 32-dels takter på den bas som jeg ikke har hørt for. Fuck han er hurtig :-)

Billedet nedenfor er taget under sidste nummer; Seek and Destroy, hvor Hetfield kommanderede lysene tændt i salen.

Det er omkring 6-7 år siden jeg sidst var derinde til koncert og høre Red Hot Chili Peppers, men dengang må jeg have været tilpas fuld, for jeg kan slet ikke huske at lyden nogensinde har været så dårlig til nogen koncert - nogensinde!

Sune havde overtaget Pernilles billet og vi endte 50 meter fra scenen -det var lidt langt væk, men vel ok, for ølkøen var nærmest ikke eksisterende der. Her er et kort oprids af min koncertoplevelse:

Største minusser:

• Lyden - mudret uden detaljer, kritisk mangel på bas og så var der for lidt volume. Jeg kunne høre hvad mine sidemænd sagde uden problemer og jeg kunne uden problemer efterlade ørepropperne i lommen.
• Ølboder i midten - vi stod på plænen ved siden af ølteltet, der strakte sig fra bunden og op til mixerpulten og at bryde publikum midt igennem på denne måde ødelægger fællesskabsfølelsen.

Største plusser:

• De nye tracks - modsat hvad flere andre skriver, så synes jeg, at de nye numre stort set alle sammen var fantastiske. Især In Chains, Hole to Feed, Little Soul og Peace. Wrong døde desværre pga. lyden.
• I Feel You og In Your Room - hold da kæft hvor DM rykkede på disse numre - og tænk at Gore leverede en guitarsolo(!). Her havde lydmanden endelig skruet ordentligt op og fået nogenlunde styr på lydfrekvenserne.
• Gores soloparade - lidt patetisk javel, men Home var et mesterstykke.

Alma blev hurtugt træt og Sune og jeg smuttede i Fælledparken og så bål og drak øller.

Vi sluttede aftenen på Temple Bar indtil omkring 01.30 - jeg var træt dagen derpå.

Pearl Jam styrer og sidste gang Pernille og jeg var nede og se dem lavede de ne koncert, som stadig rangerer som en af de allerbedste koncerter jeg nogensinde har oplevet. Glæder mig som et lille barn til at se dem igen :-)

Her er et par billeder fra da vi så dem i Berlin i 2006: