Efter at have nydt særdeles lækker julemad og bare slÃ¥et mave bÃ¥de lillejuleaften hos min far og Ingrid, juleaften i Charlottenlund, juledag i Høng og 2. juledag igen hos min far og Ingrid var det pludselig slut og det var en ren vÃ¥d klud i hovedet igen at stÃ¥ tidligt op. Til gengæld er det et plaster pÃ¥ sÃ¥ret, at jeg fik en Ipod Shuffle, en lækker skuldertaske fra Tiger (altsÃ¥ ikke 10′er-butikken), en fed hue, sengetøj, en udvidelse til Munchkin Bites samt endnu flere fede ting i julegave. Det slÃ¥r rent faktisk julegaverne for de sidste par Ã¥r og Pernille og jeg var dem der fik flest gaver juleaften (men vi gav ogsÃ¥ hinanden 3-4 gaver hver). Det var fedt :-)

Pernille er heldigvis begyndt at fÃ¥ det bedre igen, og nu kaster hun kun op et par gange om ugen, men jeg er stadig noget ængstelig over hvordan hun gÃ¥r og har det det meste af tiden. Ellers bruger vi tid pÃ¥ at tænke over den nye lejlighed vi skal flytte ind i til forÃ¥ret, og vi var derfor i gÃ¥r ude at se pÃ¥ sofa i Idémøbler, som har udsalg. Og idag var vi ogsÃ¥ lige en tur forbi Illums Bolighus og købe nye dyner samt Marimekko sengetøj – det bliver lækkert at sove i :-D

Oh, og så spillede jeg for første gang kamp med KSV i går efter min rygskade, og det var fedt. Vi vandt og jeg lavede nogle gode smash, så jeg er tilfreds med min indsats. Glæder mig til flere kampe :-)

Desværre var koncerten alt for meget præget af, at RHCP hellere ville stå at jamme på scenen, og det bevirkede at sammenlagt en halv time af de to timer og ti minutters koncert gik med at høre John Frusciante og Flea blære sig på deres instrumenter. (Det skal så lige siges til deres forsvar, at de har noget at have det i). Det bliver bare lige en smule kedeligt at høre et band jamme sig meget af tiden gennem en koncert, når man hellere ville høre nogle flere numre i stedet.

Der blev f.eks. ikke tid til gennembrudshittet Under The Bridge, Suck My Kiss, Scar Tissue, Parallel Universe, Dosed eller andre fantastiske numre, men de fik da fyret Could Have Lied af sammen med By The Way, Californication samt de noget overvurderede Dani California, Tell Me Baby og Desecration Smile udover de allerede nævnte numre.

Alt i alt vil jeg, ligesom anmeldelsen på Gaffa, give dem en præstion, der ligger lidt over middel (på den gamle 13-skala vil det sige 9, men med disse nye tider, hvor der mange steder anvendes den noget kryptiske 12-skala, kan det nok ikke blive til mere end 7), men jeg kunne nu godt have tænkt mig flere numre og mindre lir, når man nu har betalt de 538 kroner for at komme ind.